OZ5BAL

EDR lokalafdeling i Ballerup

Side 23 af 38

Tekst fra OZ November

Når dette læses har vi forhåbentlig afholdt vores store Loppemarked. Effekter har skiftet ejer og hænder, og der er billeder fra arrangementet på vores hjemmeside.

Det har været et travlt efterår på radioen, med meget godt DX, og spændende DXpeditioner, som vi har forsøgt at køre fra klubben.

Afd Ballerup 1 november 2015

Thomas OZ1JTE tester enheder til vores store loppemarked.

Nu er det også pludselig blevet tid til vores Julearrangementer.

Vi starter den første klubaften i december med vores Julefrokost. Derefter bliver det så tid til vores altid hyggelige Gløgg og æbleskiver aften torsdagen efter. Datoerne fremgår af kalenderen i bunden. Der vil som altid komme en separat Nyhedsmail omhandlende vores julefrokost, når tiden nærmer sig.

Thomas/OZ1JTE bemandede klubstationen under den store CQWW RTTY contest, hvor han kørte omkring 1300 kontakter fordelt på hele kloden i løbet af weekenden, så nu er det bare at vente på QSL kortene kommer væltende til klubben.

Husk gæster altid er meget velkommen i afdelingen.

Check som altid hjemmesiden for detaljer, og nyheder.

 

Program:

 26/11            Klubaften. Ta’ dine Arduino projekter med

03/12            *** JULEFROKOST *** Kom og hyg med.

10/12            Gløgg og Æbleskiver

17/12            Vi ønsker hinanden glædelig Jul og juleferie

Vel overstået Loppemarked

Så fik vi afviklet vores loppemarked, og vi bedømmer det til at have været en succesfuld dag for alle og ikke mindst klubben.

En video blev fremstillet, så vi kan genskabe lidt af stemningen fra dagen:

httpv://youtu.be/PTH0e22EfFE

Præsentation af effekter til Loppemarked Lørdag d. 7. November 10-13

Efter vi har fået en del henvendelser om hvad der kommer på bordene til vores store loppemarked Lørdag d. 7. november mellem Kl. 10-13, så har vi som et alternativ til en masse beskrivelse og fotos, fremstillet denne video i stedet, som vi håber giver et indblik i de mange spændende sager.

Husk det kun er klubbens egne ting og et par enkeltes kommissionssælgers effekter vi viser her, og der vil komme flere sælgere med egne borde til på selve dagen.

httpv://www.youtube.com/watch?v=gOOqPuINVss&feature=youtu.be

 

Stort Radio Loppemarked 7. november

Efter flere opfordringer om igen at afholde vores store Loppemarked, så har vi besluttet at gentage succesen d. 7 november.
Vi blev jo tidligere på året lidt presset af andre afdelinger omkring vores Skt. Hans Marked, så i år falder Skt. Hans altså for os d. 7. november.

Hvad adskiller så dette marked fra de andre?
Tja, ud over at have de sædvanlige ingredienser som hygge, kaffe/kage, trykke hånd med bekendte osv., så er vores ide med sådan et marked, at lade de mange spændende sager vores afdeling bugner af, komme andre til gode og selvfølgelig til festlige priser.
Denne gang har flere amatører der har lagt hobbyen på hylden, tiltænkt os mange interessante stumper og ikke mindst komplette nydelige enheder, så der skal nok blive noget for en hver smag.

– Adskillige HF stationer. Her er alle af nyere dato.
– Mange VHF/UHF stationer. Både FM og Allmode
– Håndstationer af mange typer og mærker.
– PA-trin og antennetunere af flere mærker og typer.
– Virkelig mange CB radioer med masser af udstyr.
– Strømforsyninger. Både små og de helt store, og ikke mindst lækre laboratorie typer.
– SWR/Power metre i stakkevis. Både helt nye og flotte brugte.
– Måleinstrumenter i bunkevis. Oscilloskoper, DC/AC, Lydtryksmåler, Lysmålere, Frekvenstællere, Målebroer, osv.
– osv

Vi har igennem tiden også købt en del Arduino sjov hjem fra Kina, og her vil der også være en stor samling af overskud som vi vil lade gå videre.
Nano, Uno, sjove udvendige enheder, dele, osv..

I løsdeleafdelingen vil der være masser af komponenter at finde. Større og mindre partier af nye gangbare stumper.
Kabler af alle slags og typer. Fra mini USB til Echoflex 15.

Mange brugte rotorsystemer og ikke mindst antenner til alle formål.
Nye og brugte beamantenner, magnetfødder, piske osv.

Der vil ud over det vi selv medbringer også være gæsteoptræden fra sælgere som har ytret ønsker om at deltage.
Så længe der er plads er andre også velkomne. Skriv os en mail.

Det må vist være nok for nu, selv om de mange sjove og spændende kasser slet ikke er kikket helt igennem endnu.

Vi lader det hele komme på bordene 7. november mellem Kl 10 og 13.
Ta’ godt med mønter med i lommen, da vi er ganske sikre på at der er masser der vil friste dig.

Det hele foregår som altid indendørs i dejlige lokaler, så lad dig ikke skræmme af rusk og efterårsvejr.
Der vil være masser af plads til at sidde og hygge undervejs med kaffen. Klubstationen og vores test laboratorie vil være umiddelbart tilgængelig hvis noget skal afprøves undervejs eller medbragt udstyr skal testes.

oz5bal@oz5bal.dk for spørgsmål.
Der er gode P muligheder og handicap venlige adgangsforhold med blandt andet elevator til 1. sal hvor vi bor.

Vel mødt 7. november Kl. 10-13,
EDR Ballerup Afd.
Magleparken 5
Foreningscentret Tapeten.
2750 Ballerup.

Tekst fra OZ Oktober

Så er efterårs sæsonen rigtig kommet i gang, og vi leger med Arduino, Kortbølge, SSTV, og loppemarked forberedelser ind imellem vores deltagelse i div. radio tests osv.

Vi har endnu ikke fundet et godt fællesprojekt, så foreløbig står den mest på medbragte projekter til fremvisning og inspiration.

Som det ses på månedens billede, så leger OZ1ARZ Jens med Arduino styret DDS til en 4M radio, og dette har inddraget mange spændende emner og ideer.

Vi fik sendt vores medlemmer Jørgen OZ0J og Bjørn OZ5BD af sted til Svalbard, og mange af os fik kørt dem med callet JW/OX5M deroppe fra.

Jens og Kurt

Jens OZ1ARZ og Kurt OZ9KJ koder DDS med Arduino .

 

Som man kan læse af vores aktivitetskalender, så har vi planlagt et stort loppemarked den 7. november. Da dette rygtes i klublokalerne, fik folk travlt med at rydde ud i arvesølvet derhjemme, og det ser ud til at vi denne gang kan stille et meget bredt udvalg af effekter, lige fra de mindste RF komponenter til de helt store HF stationer.

Heldigvis har mange været venlige og tiltænkt os gode donationer i årets løb, og dette skal selvfølgelig komme mange til gode. Overskuddet fra dette loppemarked skal finansiere en fin ny kortbølge antenne, som vi håber vi kan opsætte i foråret 2016.

 

Husk gæster altid er meget velkommen i afdelingen.

Check som altid hjemmesiden for detaljer, og nyheder.

 

Program:

22/10            Klubaften. Ta’ dine Arduino projekter med

29/10            Klubaften.

05/11            Klubaften. Klargøring til loppemarked

07/11            *** LOPPEMARKED *** KL.10-13

12/11            Klubaften. CQWW Contest. Skal/Skal ikke?

Vy 73 de OZ1JTE Thomas.

 

Tekst fra OZ September

Så fik vi kikket på vores lowband trådantenner i den høje mast, og de spiller nu igen uden problemer.

Vi arbejder på en beverage antenne, som forhåbentlig er klar snart til de mange spændende ting der kommer i luften dette efterår og vinter.

Som man kan se på månedens billede, bygger Martin OZ2MA antennetuner, og der er kommet mange gode diskussioner ud af emnet det sidste stykke tid.

Det store flotte indgangsparti til vores foreningscenter er nu klar, og vi håber alle vil syntes om det.

Vi har nu fundet en loppemarked dato i efteråret, og den vil snarest blive offentliggjort.

Denne gang er der virkelig guf blandt de spændende effekter vi sætter til salg.

I dette måned har vi besøg fra Grønland, hvor Bjørn OZ5BD gæster vores station.

Hold øje med OZ/OX5T, og giv ham et kald.

Ballerup foto

Martin OZ2MA og Tonni OV2K laver automatisk antennetuner.

Det har været nogle varme måneder i klublokalerne i løbet af sommeren, men nu er temperaturen igen til at holde ud, så alle opfordres til at lægge vejen forbi og være med til at planlægge efterårssæsonen.

 

Husk gæster altid er meget velkommen i afdelingen.

Check som altid hjemmesiden for detaljer, og nyheder.

 

Program:

 

24/09            Klubaften. Ta’ dine Arduino projekter med

01/10            Klubaften. CQWW Contest. Skal/Skal ikke?

08/10            Klubaften.

15/10            Klubaften.

Tekst fra OZ August

Vi gnaver os langsomt igennem sommeren, og allerede nu skal vi til at gøre os tanker om efterårs sæsonen 2015.

Har du spændende ideer, uanset om det er byggeprojekter, radio contester, foredrag, kurser eller andre arrangementer, så er det nu du skal begynde planlægningen, så du i god tid kan afstemme planerne med andre arrangementer i klubben.

Vi fik fremstillet et par fine nye spoleforme til vores antenne, og vi glæder os til at se hvordan de fungerer, når de kommer på plads i vores WARC antenne traps.

Vi har fået renoveret hele indgangspartiet til vores foreningscenter, og vi håber nu at indgangen til vores lokaler falder i medlemmernes smag.

Afd Ballerup 1

Martin OZ2MA er på vej med det repareret WARC element.

 

Som billedet antyder, fik vi igen liv i vores WARC element på vores HF beam. En ny trap blev fremstillet, og så kunne vi igen montere elementet på vores antenne, så vi igen var kørende på alle bånd..

Flere af vores medlemmer var med til at repræsentere Danmark i HQ testen i Juli måned, og det forlyder at alle havde en spændende og lærerig weekend.

Når dette læses burde vores sommerfest være overstået, og der er givetvis gode billeder fra arrangementet at finde på vores hjemmeside.

Afd Ballerup 2

Michael OZ2ELA redegør for tankerne.

 

De nye strukturforslag til EDR, har været drøftet på et klubmøde, hvor en af initiativtagerne, Jørgen OZ0J, forsøgte at stå på mål for de mange nye ideer. Gruppen var yderligere repræsenteret af OZ1IKY Kenneth og OZ2ELA Michael.

Der blev nedfældet et referat, der tages med til gruppen bag disse nye tanker.

 

Program:

 

20/08            Klubaften. Ta’ dine Arduino projekter med

27/08            Klubaften. HF Fieldday. Skal/Skal ikke?

03/09            Klubaften.

10/09            Klubaften.

 

Vy 73 de OZ1JTE Thomas

Antenneservice 15. Aug

Husk vi går på volden og servicerer antenner lørdag formiddag d. 15. Aug

Vi har brug for hænder, så kig forbi ved 9-10 tiden.

Stort morgenbord til de fremmødte.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 OZ5BAL

Tema af Anders NorenOp ↑