Så fik vi afholdt vores generalforsamling, og mange spændende ideer så dagens lys. Vi havde en del punkter at gennemgå, så det var godt der var indlagt en pause, hvor der blev fortæret den traditionelle æblekage á la Heidi OZ4ABO, og drukket kaffe.
På denne aften søsatte vi også det næste spændende byggeprojekt, som bliver et fælles bygget 50 MHz PA trin med rør. Flere er tilmeldt projektet for også at lære om rør forstærkere, og alle der har interesse i sagen kan stadig tilmelde sig hos Martin OZ2MA, der vil agere tovholder.
Som flere allerede har bemærket har vi igen udvidet vores skuffereol system, og vi har denne gang så mange reoler, at der ligefrem er tomme skuffer. Så har du noget på lager, du gerne vil dele med andre, så lad det indgå i et i forvejen meget velassorteret komponent bibliotek.
Et par borde fra den velbesøgte generalforsamling..
Vi aftalte i øvrigt på vores generalforsamling at vi ville nedtage vores rotor i mast 1, for at kontrollere og evt. renovere denne efterhånden aldrende sag. Har du lyst til at være med, så lad et ord falde til Jens OZ2JP.
Der har været arbejdet på at fintune firmwaren i vores CQ maskine, der er tilsluttet vores HF station. Programmøren har lavet en speciel udgave til os af softwaren, efter det har vist sig at programmet ikke ville køre korrekt med vores IC-756PROII.
Vi mener at CQ boksen nu kører helt stabilt, og vi ikke mere oplever den lidt spøjse opførelse, den til tider havde, med den første version software.
Den færdigbygget CQ enhed til vores HF station..
De skarpsindige har nok allerede opdaget, der er oprettet en ny funktion på vores nye hjemmeside. Det er muligheden for, som medlem, at logge ind på siden, og ad den vej få adgang til flere funktioner og muligheder. Der kommer hele tiden ting til, og hvis den funktion du netop synes kunne være smart mangler, så skriv til vores webmaster.
Der ligger flere store contester og venter her i forsommeren, og man er selvfølgelig velkommen til at benytte vores faciliteter i klubben, i det omfang man lyster. Skriv dig derfor meget gerne på vores contest kalender i klubben, og måske så andre også bliver inspirerede, og får lyst til at være med.
På vores foreningscenter sker der mange nye tiltag i øjeblikket, og efterhånden er mange af de tilstødende mødelokaler mm., blevet så fint renoveret og gjort tidssvarende, at de næsten tigger om spændende foredrag mm. Vi håber derfor at folk vil gøre sig tanker om hvad de kunne tænke sig at blive klogere på, og tage initiativ til at indbyde en af de spændende EDR foredragsholdere.
Vi kan berette at den 1. April fik vi nye naboer i vores foreningscenter. Der er rykket en stripklub ind i nabo lokalet, og da de holder klubaften samme aften som vi, så ser vi frem til et godt naboskab.
Husk gæster altid er meget velkommen i afdelingen.
Check som altid hjemmesiden for detaljer, og nyheder.
Program:
19/04 Klubaften. Kl. 20, Coax omskifter system demo.
26/04 Klubaften. 6M PA projekt
01/05 2m Aktivitetstest. Contestgruppen samles
03/05 St. Hvededag. Klubben giver en varm hvede..
10/05 Klubaften. SDR Radio/6M PA projekt.
17/05 Kr. Himmelfarts dag. Givetvis åben alligevel..
Vy 73 de OZ1JTE Thomas.